Der er ingen opgørelser, der sammenligner hvor meget tid en økologisk og en konventionel landmand bruger på sin bedrift. Det vil variere alt efter størrelsen og typen af landbruget, hvilke afgrøder der dyrkes, hvilke dyr der er og hvordan den enkelte landmand foretrækker at arbejde.
Der er selvfølgelig forskellige tilgange i økologisk og konventionelt landbrug til f.eks. bekæmpelse af ukrudt og skadedyr. Hvor den konventionelle landmand kan bruge sprøjtegifte og kunstgødning, skal den økologiske landmand ud at køre med ploven, luge ved håndkraft og/eller tænke over såkaldte dækkeafgrøder. Det påvirker naturligvis antallet af timer, men samlet set er der altså langt større forskel på timeforbruget mellem de enkelte bedrifter, end der er mellem økologisk og konventionelt landbrug.
Overordnet er det dog sikkert at sige, at jobbet som landmand på både en økologisk og en konventionel bedrift er et fuldtidsjob med stort F. Mange landmænd arbejder langt mere end de ugentlige 37 timer, og i høstsæsonen bliver der altid lagt rigtig mange timer på marken, da det er afgørende at få høsten i hus på det rigtige tidspunkt.
Fotocredit: Fra Greb til Gaffel, L&F