Purering er en findeling af møre grøntsager, frugt, bær, bælgfrugter og kartofler. Puré har en ensartet blød og glat konsistens. Pureer bruges ofte som supper eller tilbehør hvor den kan udgøre med det cremede/saucede element i måltidet.
Før der fandtes blendere, foodprocessorer og termomixere, purerede man ved at passére gennem en sigte eller purémølle. Det kan være svært at forestille sig, hvor mange kræfter der skulle lægges i det, som vi i dag lader maskinerne klare. Purémøllen er dog måske ikke helt outdateret.
Det er vigtigt, at grøntsager og frugt mm, som skal puréres, er kogt helt møre. Ellers bliver pureen ikke blød, glat og ensartet. Selvom råvaren er helt mør, kan der være fibre eller kerner, som ikke blender helt ud. Det kan derfor blive nødvendigt efterfølgende at passere pureen gennem en sigte.
Der findes forskellige blendere, som hver især egner sig til forskellige typer purering.
Foodprocessor/robot
En foodprocessor/robot er en blender med to roterende knivsblade i et bredt blenderglas. Den er særlig velegnet til tykke teksturer fx grønsags- bælgfrugt og kartoffelpureer. Supper bliver sjældent tilstrækkeligt findelt i foodprocessoren.
Blender med højt blenderglas
Et højt blenderglas har som regel fire korte knive, som skærer i forskellige retninger. Denne type blender er bedst velegnet til noget, der er flydende, fx supper, og tynde pureer. Man kan lynhurtigt få denne type blender til at brænde sammen ved at forsøge at blende alt for fast ingredienser fx bælgfrugter eller lignende. Gør man alligevel forsøget, vil man ofte opleve, at kniven ikke rigtig får fat, og at massen bliver hængende på kanten og hele tiden skal skubbes ned.
StavblenderStavblendere kan have samme type knive som foodprocessoren eller blenderglasset. De er særlig gode til at blende direkte nede i den skål eller gryde, ingredienserne er tilberedt i. Eller til at blende små portioner med – afhængigt af blenderens størrelse, de fås både små og meget store. Stavblenderen har kvaliteter fra både foodprocessor og blenderglas, når man bevæger den op og ned i både faste og flydende teksturer.
Termomixer
En termomixer er lidt af et vidunder, som kan det meste af alle de andre typer blendere. Den er lige god til flydende og faste substanser og kan også bruges til små portioner.
Purémøllen
Selvom purémøllen ligner et levn fra en svunden tid, findes den fortsat på markedet, og de professionelle typer ligger til priser på niveau med de bedste blendere. Purémøllen er en stor sigte, som stilles ovenpå en beholder og betjenes 100% manuelt med et håndsving, som presser massen gennem sigten. Kogte grøntsager, frugt og bær pureres skånsomt og ensartet. Det smarte ved purémøllen er, at den fyldes ovenfra løbende og ikke skal tømmes hele tiden, som blenderglasset skal. Purere man bær eller grøntsager med kerner og fiberrige dele, bliver de frasorteret i møllen. Purémøllen er måske lidt gammeldags, og lidt besværlig at rengøre, men vil sagtens kunne opnå storhedstid igen.
Morter
Før blenderens tid blev pesto, curry-pastaer, aïoli og andre tykke pureer og pastaer findelt i morter. I morteren bliver ingredienserne stødt godt og længe, mens de findeles samtidig, og konsistensen tykner, og ingrediensernes smag og væde langsomt frigives.
Minihakker eller krydderikværn
Til små stavblendere hører af og til en minihakker som ekstraudstyr. Minihakkeren har vingeformet kniv og virker som en mini-foodprocessor. Den er god til små portioner af kerner, frø, cremer eller dressinger, eller til små mængder hele krydderier, som skal kværnes.