Ærter er alt andet end kedelige. Men lad os alligevel starte med lidt fakta: Ærter er de umodne frø fra planten almindelig ært - Pisum sativum.
Almindelig ært er en opstigende eller klatrende plante. Den blomstrer i juni-juli måned med smukke hvide eller lilla blomster. Frugterne på ærteplanten er bælge som er fyldt med frø; ærterne. Ærter har været dyrket gennem tusindvis af år og kendes i Danmark fra bronzealderen og frem.
Nu til det sjove. For ærter er jo fantastiske. Jeg tror aldrig jeg har mødt en person, som ikke elsker ærter, og det er der nok en grund til. Den søde, letgenkendelige smag. ‘Knækket’ ærterne har, når man tygger i dem, og selvfølgelig alle de anvendelsesmuligheder som de har.
Ærterne har en utrolig kort sæson. Hvis man høster dem for tidligt, er der nærmest ikke nogen frø i bælgene, men hvis man høster dem for sent, er ærterne tørre og kedelige. Men når du rammer en perfekt ært, ja så finders der nærmest ikke noget bedre.
Ærter smager fantastisk rå i salater og som toppings på diverse retter hvor man har brug for noget frisk og læskende. Jeg elsker friskbælgede ærter vendt ned i en lun beurre monté med masser af frisk mynte i julienne. Perfekt til stegt fisk, grillet kød eller som tilbehør til et grydestegt spidskål.
Ærteskud, altså den spæde plante, er også fantastisk fx som topping, pynt eller urt. Bruger man økologiske ærter, kan bælgene, hvis de vaskes grundigt, være basen til en dejlig ærtesuppe.
Klassisk og uundværligt, er friskbælgede ærter, dampet ganske let i lidt smør og vand, perfekt til en wienerschnitzel med nye danske kartofler og hele molevitten.
Ærter tilhører ærteblomstfamilien.