Griseører og grisetæer er nok de mest overset dele af grisen. Og desværre går nok 98% af alle griseører til hundefoder - lidt øv, når det er en udmærke spise.
Ørerne er en sjov del af grisen, mest fordi de er ret store i forhold til grisen og stort set næsten kun er skind og brusk.
Første gang jeg ser griseøre på et menukort, er i Chiang Mai i Nord Thailand, hvor jeg er på job for Danske Slagterier, for at undersøge hvad de lokale bruger gris til. Jeg bestiller retten, som er en salat med Thai-selleri, svampen Judasøre og fint snittet griseøre (øre møder øre). Griseørerne var kogt i 1000-års fond (soya-vand-kanel-stjerne-anis-sukker-løg). Retten er Kinesisk-Thai-inspireret og smagte helt fantastisk.
Når jeg bruger griseører, skal de selvfølgelig være friske og dufte godt af gris, og så skal de renses godt for ørevoks...haha. Jeg brænder hårene som sidder inde i øret af med gasbrænder. For det meste koger jeg dem helt møre i letsaltet vand med eddike, og tørrer dem efterfølgende i en dehydrator. Derefter dybsteger jeg dem sprøde som flæskesvær og serverer dem hele. Jeg kan finde på at lave en gimmick med en grov creme til dip, til det sprøde skind, som jeg sprøjter i ørerne som ørevoks…
Mange steder i Asien koger eller damper man griseører møre, strimler dem i tynde skiver, marinerer dem og kommer dem i salater, supper eller nudelretter, og spiser dem for både deres konsistens og smag.
