image

Ingrediens

Purløg

Purløg er lidt en gammel traver. Men holder stadig 100% den dag i dag.

Den bliver ofte bare brugt som pynt på udvalgte stykker smørrebrød, som fx et stykke med røget ål med æggestand og purløg. Eller helt klassisk på et stykke Sol over Gudhjem. Også ganske klassisk med purløg på en kartoffelmad eller oven på en æggekage. 

Jeg synes, at purløg kan en masse mere end det. Purløg er en del af løgfamilien og er en flerårig urt som oftest bruges når stænglerne er 20-30 cm høje. Purløget blomstrer i maj/juni med de smukkeste lilla blomster. Disse velsmagende blomster, ynder jeg at bruge på salater, ovenpå grillede asparges, i dressinger, eller lyse saucer til fx fisk eller fjerkræ.
 
Blomsterne er også gode at tørre, og får i den sammenhæng en mere dyb smag, næsten som ristede løg. Jeg synes også de smager godt syltede eller saltede - en god måde at gemme dem til senere på. 

Den grønne del af purløget skal, hvis du spørger mig, snittes så fint som muligt, med en meget skarp kniv. Hvis kniven ikke er skarp, smager purløget ikke godt.  

Man kan bruge purløg til så mange forskellige ting. Personligt synes jeg de fintsnittede purløg smager fantastisk i en beurre blanc. Eller oven på et stykke perfekt ristet fisk, i rigelige mængder, og så med en skummende lys sauce henover.  
Og selvfølgelig, klassisk og ganske uundværligt serveret til labskovs. 

Tags