image

Ingrediens

Syrenblomst

Syrenblomsten er en af de første spiselige blomster der blomstrer i starten af maj.  
 
Sørg for at plukke blomsten ud af dens grønne ‘holder’, før du arbejder med blomsterne, så bliver dit slutprodukt mindre bittert. Kog endelig ikke på blomsterne, da det også kun vil smage bittert. Mit råd er at bruge dem til at koldinfusere, eller blot hælde varm væske henover.  
 
Syrenblomster kan anvendes både i det salte og søde køkken, og de mest oplagte anvendelsesmuligheder er eddike og sirup.  
 
Du kan også lave en ‘vegansk honning’ ved at infusere syrenblomster i lige dele vand og sukker. Kom citronskiver og syrenblomster i den kolde sukkerlage og lad det trække 2-3 døgn. Herefter sigter du blomsterne og citronskiverne fra. Nu reducerer du væsken indtil den har en tyk sirup konsistens som smager af floral, let bitter honning. Den må endelig ikke koge for længe, så risikerer den at blive alt for bitter.  
 
Brug også de friske syrenblomster som pynt på dine retter eller lav syrenblomstsukker du kan vende diverse kager i.  
 
Syrenblomst giver en god parfume til de fleste desserter - prøv fx at lave en dessert med pocherede rabarber, vaniljeis og syrenblomstsirup. Eller brug din syrenblomst-’honning’ sammen med en friskrørt mælkeis.  
 
Syrenblomster smager kraftigt, men godt i den rette mængde, så pas på det ikke bliver for voldsomt.  

Tags