image

Ingrediens

Forårsløg

Hvis jeg nu skulle lave en top 10 over de grøntsager der oftest lander i kurven når jeg handler, må forårsløg være en af dem. 
Et utrolig alsidigt løg, som jeg ynder at bruge i madlavningen derhjemme, såvel som på restauranten. 

Forårsløg er som navnet antyder, et af de første løg man høster i det sene forår. De fås dog året rundt. Oftest sætter man løgene i februar (indenfor), eller på friland fra marts. Løgene høstes når de er mellem 15-20 cm høje. 

Forårsløgene skal skylles grundigt. Tit fjernes det yderste lag. Hvis løgene er frisk høstede, nyder jeg at rengøre rødderne for jord også, da disse også smager himmelsk. 
Forårsløg er forholdsvis milde i smagen. Den grønne top er mild, men ikke så sød som den noget stærkere, hvide del af løget. 

Når løgene er klargjorte, ligger verden åben for en, i forhold til anvendelsesmuligheder. Fintsnittede toppe, som først ligger en halv time i isvand, smager vildt godt i salater, og som toppings på forskellige asiatiske retter og et godt stykke smørrebrød. 
Den hvide del elsker jeg at vende i olie, krydre godt med salt og peber, og så grille på en varm grill, eller på en rygende varm pande. De kan næsten brankes, og stadig smage fantastisk.

Fantastiske som tilbehør til nærmest alt. 

Tags