image

Ingrediens

Peberrod

Peberrod er en nordisk klassiker, som gror velvilligt i selv fattig jord.    
Peberrod har lange cylindriske rødder med en skarp smag og duft, der skyldes en sennepsglykosid. Peberrodsplantens blade og hvide blomster er også spiselige, og alle plantens dele smager intenst.  
 
Peberrod skal altid bruges frisk, enten høvlet eller revet. Ved kogning fordamper de flygtige olier hurtigt og smagen bliver flad og uinteressant. 
Den intenst stærke peberrod anvendes i begrænsede mængder, som krydderi og som det stærke pift på smørrebrød, i fiskeretter eller som flødepeberrod og peberrodssauce.  

Almindelig peberrod anvendes også i det vi kender som Wasabi eller Japansk peberrod, som man bruger til sushi. Hovedparten af den wasabipasta man køber, også i Japan, bliver fremstillet af peberrod tilsat sennep og grøn farve. Ægte wasabi er mere krydret og afrundet i smagen, men en råvare som er ekstrem svær at dyrke, og som kræver nærmest øjeblikkelig servering. Der går kun 15 minutter, fra ægte wasabi er revet, før smagen begynder at fordufte. 

Sæson: så længe jorden er til at grave i/frostfri - omtrent fra maj til november. 

Peberrod tilhører korsblomstfamilien.  

Tags