image

Artikel

Fangstmetoder

Måden en fisk fanges på har stor betydning for, hvordan naturen på havbunden påvirkes. Der skelnes overordnet mellem to forskellige grupper af fiskeredskaber; de skånsomme og de ikke-skånsomme. 

De skånsomme fiskemetoder har generelt ingen eller meget begrænset berøring med havbunden under selve fiskeriet. Dette resulterer i, at havbunden og det liv, der findes der, forbliver stort set uændret efter brugen af skånsomme redskaber.

De skånsomme redskaber er normalt meget selektive og er udviklet til specifikke arter af fisk og skaldyr. Disse redskaber er typisk passive, hvilket betyder, at fiskene selv svømmer ind i redskabet. Den eneste aktive fiskemetode, der stadig anses som skånsom, er traditionelt snurrevod, der anvendes på glat sandbund og har minimal påvirkning af bunden.

Desuden betegnes pelagisk trawl under 17 meter som et skånsomt redskab i både reguleringsbekendtgørelsen og i NaturSkånsom. Det er primært størrelsen på fartøjet, der forhindrer de store pelagiske både, der fisker sild og makrel, i at opnå NaturSkånsom-status.

Ifølge DTU Aqua - og de kriterier, der er fastlagt for definitionen af skånsomt fiskeri - matcher "skånsomheden" for de skånsomme redskaber det skånsomme kystfiskeri. De fleste fisk, fanget med skånsomme redskaber, kan genudsættes levende med en relativt høj overlevelsesrate, dog lidt lavere for rundfisk end for fladfisk.

Fiskere, der anvender snurrevod, ruser, tejner og bundgarn, er fritaget fra landingsforpligtelsen, da stort set alle fisk eller skaldyr kan genudsættes levende. I modsætning hertil har de ikke-skånsomme metoder generelt en betydelig berøring med havbunden under fiskeriet, hvilket ændrer havbundens karakter og det marine liv.

De ikke-skånsomme redskaber er alle aktive og trækkes efter fartøjet under fiskeriet. Disse redskaber er normalt ikke selektive og fanger alle typer af fisk og andre organismer, der passer gennem maskerne. Ofte genudsættes fisk og skaldyr ikke levende efter at være fanget.

Selvom nogle trawlfiskerier undtages fra landingsforpligtelsen på grund af høj overlevelse, er dødeligheden stadig høj, især for rundfisk. Selv for rødspætter ligger overlevelsesraten omkring 50%. 

* Liste over skånsomme redskaber jf. bilag 15 i bekendtgørelse nr. 1249 af 24. august 2020 om regulering af fiskeriet  

Tags