Med sin kraftige duft og smag af anis og lakrids, er fennikel en grønsag der skiller vandende lidt, men personligt er det en af mine absolutte yndlingsgrønsager.
Jeg er meget begejstret for fenniklens parfumerede smag og synes især, at den er helt fantastisk til fisk og skaldyr.
Jeg bruger og spiser den rå i salater, vender den i god olivenolie og lidt citronsaft. Eller griller den hårdt på grillen, så den får lidt ‘brændte’ toner. Eller bager den i ovnen. Braiseret med appelsinsaft, lidt pastis og en klat smør, og så har du en skøn selvstændig grønsagsret eller dejlig garniture til grillet makrel.
En af de bedste risottoer jeg nogensinde har fået, var en fennikelrisotto til personalemad på restaurant Era Ora, den 1-stjernede italienske Michelin-restaurant som lå på Christianshavn. Helt enkelt, men de lidt ‘fede’ ris, masser af parmesan og smør, lidt smag af hvidvin, og så med sprøde tern af fennikel, sort peber og basilikum - mere skal der ikke til! Fennikel fungerer også i desserter og is: kør fx fennikel igennem en juicer eller saftpresser.
Brug fennikeljuicen som tilsmagning til sorbet lavet på bær. Eller i pæresorbet - her fungerer fennikelsmagen rigtigt godt. Det hele fra fennikel kan bruges: top, frø, blade og rod. Det er faktisk rimelig enkelt at dyrke fennikel selv, så hvis du har mulighed for det, er det bare med at prøve det af.
Fennikel tilhører skærmplantefamilien.