image

Ingrediens

Blomkål

Blomkål er ét af de mest populære typer af kål i verden, og det anvendes bredt i de fleste verdenskøkkener. Her i Vesten har blomkål været dyrket siden det 17. århundrede. 

Blomkål består af små tætsiddende spiselige blomsterknopper. Der findes flere slags blomkål, men mest almindelig er den hvide. Den hvide “farve” skyldes manglen på farvestof, pga. af de store beskyttende, grønne blade der omslutter hoved. Når blomsterhoved ikke udsættes for lys, udvikles der ingen farve. 
Udover det hvide blomkål findes der orange, grønne og lilla sorter, samt den italienske lysegrønne romanescokål, der beskrives som en hybrid mellem blomkål og broccoli

Blomkål har en delikat mild smag, som rammer de flestes smagspræferencer, og det rummer utrolig mange gastronomiske muligheder. Blomkål egner sig til de fleste tilberedninger fx dampet, kogt, bagt, stegt, braiseret, friteret. Også råt i salater eller som topping, kan det noget, med sin sprøde tekstur og milde nøddeagtige noter. 

Mine blomkålsfavoritter er langtidsbagt blomkål med en rig, smagsmættet dressing fx tahindressing eller cæsardressing. Skåret i tykke skiver og stegt på panden, som en stor ”bøf” med brunet smør, kapers og citron. Eller som sprøde og fedtede pakoras - dyppet i kikærtedej og friteret, serveret med spicy yoghurtdressing. 
Blomkål anvendes traditionelt i supper og som pureer, hvor den milde smag og taknemmelige tekstur, kan drejes i mange retninger og blendes helt glat.  
 
Blomkålsgratin er en dejlig mormorret, der altid vækker glæde med sit luftige indre, og sprøde gratinerede overflade. Andre klassiske retter er stuvet, let stuvet og smørdampet blomkål som anvendes som garniture.
 
Den danske sæson er: juni til november. 

Blomkål tilhører korsblomstfamilien.

Tags