image

Ingrediens

Peberfrugt

 De fleste verdenskøkkener står på et solidt fundament af peberfrugter, fordi den gror godt, hvor det er varmt. Peberfrugter ELSKER varme. Der findes i tusindvis af sorter rundt i verden, i alle regnbuens farver og størrelser. De røde, gule og grønne, som vi mest får leveret i Danmark, er et meget lille udsnit af verdens peberfrugtproduktion. I Danmark kan vi dyrke peberfrugter i drivhus i sommersæsonen, men under varmere himmelstrøg, vokser peberfrugter på friland. Er du så heldig at arbejde tæt sammen med en gartner og er du vild med peberfrugter, så bed lige om lov til at se frøkataloget – der er garanteret nogle sorter, som kan give dit køkken et særligt særpræg.  
 
Peberfrugt er saftfyldt og kan spises rå i alverdens salatserveringer. Eller grill den helt sort og tag skindet af den og marinér det bløde, søde, syrlige kød med olivenolie. Måske et dryp citron og en dut hvidløg – det er jo verdens bedste servering. Du kan blende den grillede eller bagte peberfrugt til dressing. Med mandler, hvidløg og olivenolie får du en skøn romanescosauce. Den kan piskes cremet op i alskens fede sager; oste, mejeriprodukter og mayonnaiser, og bruges til dip, dut og dressinger. 
 
Så er peberfrugten jo hul, så den kan fyldes med alle farser – både med og uden kød - og bages. Den giver mundglæde i mangfoldige asiatiske wokretter og passer både med sur-søde saucer, stærke chilimarinader og fermenterede saucer fx soja- og østerssauce. Tænk på skønne fiskesupper, hvor peberfrugten lige giver det røde, søde, bløde og pikante. Tænk på hvid fisk med bløde bagte peberfrugter. Tænk på klassisk fransk ratatouille. Tænk på de små lækre grønne Padrón pebre, som bliver hårdt stegt på en pande, får en omgang flagesalt og bliver serveret i spanske tapasbarer. Tænk på gazpacho.  
 
Peberfrugt gør sig dejligt i æggeretter, den er forrygende i marinader. Den gør sig lækkert til pizza, ris og pasta. Den får alle slags bælgfrugter til at glide ned med glæde og den står godt til tempeh og tofu - og ja, så er der vel ikke det stykke kød, fisk eller fugl, som den ikke kan sætte skub i. 
 
Peberfrugter tilhører natskyggefamilien.

Tags