image

Ingrediens

Porrer

Porre er skønt og svært at undvære, ligesom løg er det i mange retter. Tænk fx på en stor skål kartoffel-porresuppe med topping af fx sprødstegt bacon og krydderurter.

Porre er en rigtig god vintergrøntsag, fordi den kan stå på marken og høstes løbende vinteren igennem – hvis ikke frosten er for hård.

Det er værd at tænke på at anvende hele porren – nogle har tendens til kun at bruge det hvide fra porren, og kassere det grønne. Det er spild af god porre at lade toppen gå til kompost. Hvis du fx laver en god porre-kartoffelsuppe så brug det hvide fra porren til suppen – det holder farven på suppen lys sammen med kartoflerne. Snit det grønne fra porretoppen og brug det til topping på suppen. Lynsteg det fx sammen med bacon og smag til med salt, peber og lidt revet citronskal.

Kokkebogen byder på mange retter med porre fx farseret porre og porre vinaigrette, begge er skønne klassikere.

I mange køkkener bliver porrer grillet eller let brændte – der sker noget rigtig skønt med smagen, når både porre og løg møder grill og bål, eller blot høj varme i ovn eller på en pande og steges hårdt.

Brug snittet porre i stuvninger fx med fløde og krydderurter. Eller i en spansk inspireret æggekage med kartofler og porre. En klassisk porretærte, eller dampet og gratineret porre er også gode bud på retter med porrer.

Porre har sæson juli til marts.

Porre tilhører påskeliljefamilien.     

Tags