image

Ingrediens

Gris - Hel skinke

En hel skinke, grisens lår eller kølle, er en fuldvoksen steg.

Med en god stor ovn, er den rigtigt dejlig at langtidsbraisere. Ellers er den mest oplagt at grille eller stege over bål. Her kan det være at 1-2 skinker er netop den rette mængde kød, til et selskab der er for lille til en helstegt gris.

Man kan vælge at skære benet ud, og binde stegen sammen først, hvilket gør den nemmere at skære i skiver bagefter. Men der kan være noget mere festligt og vikingeagtigt over at tilberede skinken hel på ben, og det holder godt på saft og kraft, at lade benet sidde.
Når stegen udskæres, kan man enten skære store stykker af den, og skære dem i skiver. Eller man kan file lunser direkte af stegen. Grisens kød er som regel mørt, så det er ikke altafgørende at den bliver skåret ud på tværs af kødfibrene, som med mange andre kødtyper. Skær sværen af inden stegning, eller snit den i tern så bliver den til uimodståelige sprøde flæskesvær. Tørsalt kødet et døgns tid forinden, med krydderurter og lidt sukker. Fjern saltet inden stegning og tør kødet godt af. Massér gerne kødet ind i friske krydderurter eller krydderier og måske hakket hvidløg. Hav god tid til at tilberede den hele skinke, så den tilberedes stille og roligt, uden af brænde, og uden at kødet ender med at blive tørt. Og lad den trække godt inden den skæres ud, så er stegen meget saftig og velsmagende.  
 
Der hvor man nok oftest møder hele skinker med ben, er de lufttørrede spanske Serranoskinker og italienske Parmaskinker. Begge typer skinker er saltede, og lufttørrede i mange måneder. Den modne og spiseklare Serranoskinke spændes fast i et særligt stativ, hvor den står ved stuetemperatur, og skæres ud i tynde skiver med en filetkniv lige inden servering. Den italienske Parmaskinke skæres oftest papirstyndt ud på pålægsmaskine. Begge skinker serveres som forretter, snacks eller i sandwich. Alle smårester smager fantastisk i pastaretter, supper og gryderetter.

Ben og spæklag fra Serranoskinke giver god smag til suppe og fond. Der er også danske slagtere som eksperimenterer med at lave fine lufttørrede skinker. En tiltrængt udvikling, fra de kogte røgede skinker, hvilke der er mest tradition for i Danmark.  

Tags