image

Ingrediens

Majroe

Hvis du vil imponere din gæst, så leg med majroen, den er spændende, unik og meget ubrugt, især i de danske køkkener. Majroen er den anderledes person i klassen, som de andre elever ikke helt forstår, men den har potentielle til at blive årets elev. Husk at lave dine lektier og spis majroe, så ofte du kan.

Majroen er min yndlingsgrøntsag. En overset lille sprængfarlig kålbombe. I manges optik er majroen en underlig grøntsags, som måske er svær at gribe an. Majroen er radisens mærkelige fætter, som de fleste har glemt navnet på. Dette gør den hverken dårlig eller mindre vigtig i en varieret kostplan.

Majroen er en lille rund lilla bold, med høj bitterhed og skarp smag. Det er en rodfrugt der tilhører den store familie af kålarter. Den er karakteriseret ved sin lette lilla farve, der bevæger sig over i det hvide, men kan også ses i gule og helt hvide udgaver.

Det er desværre en ret overset grøntsag herhjemme. Supermarkeder sælger dem desværre ikke, og det på trods af at de har været dyrket herhjemme i mange hundrede år. I special-supermarkeder kan den lille guldklump opstøves, som også har navnet Haveroe, Bortfelderroe, Hvidroe og Dværgturnip.

Den bedste størrelse på majroen er som en tennisbold. Når den begynder at blive meget større, forekommer den nemt mere bitter og sej. Skallen på majroen kan sagtens spises, men sørg for den er godt vasket, for jord sidder godt fast i skrællen.

Sæsonen for majroe går fra slut maj til midt august. Den har en let nøddeagtig, sød og bitter smag. Koger man den for længe fremkommer den mere bitter og rug, og dens smagsnuancer går over og bliver lidt ‘gammel’ og besk.

Du spiser oftest kun roen, men bladene fra majroen kan sagtens også bruges i fx salater eller som urt på toppen af din majroe-ret. Den kan serveres både rå, stegt, dampet, confiteret, og egner sig i særdeleshed godt til sylt, som er noget du især ser i det Mellemøstlige køkken.

Jeg elsker personligt at confitere den i en frugtsaft, fx pæresaft, med lime og citrongræs – den har godt af meget syre, så snart den er tilberedt, og skal blot bringes hurtigt i kog, den må endelig ikke få for meget og har det godt af at have en del bid i sig. Den spiller godt sammen med andre syrlige og salte smage som fx blå ost.

Derudover er majroen en god garniture til vildt og indmad, da den kan bringe en god balance med sin sødme og bitterhed. Det er fx en klassisk garniture til den skotske nationalret Haggis lavet på indmad. Den klassiske ret Navarin Printaniere har navn efter majroens franske navn ‘navarin’, og fortæller at her spiller majroen hovedrollen.

Prøv også at dampe dem let i en Beurre Monté smagt til med fx citronverbena eller citrontimian. De skal bare have ganske kort tid, og du vil opleve en frisk og fed grøntsag der fungerer som den perfekte garniture.

Majroer tilhører korsblomstfamilien.

Tags