image

Ingrediens

Grønkål

Grønkål er en stor flot mørkegrøn plante, som danner en 50-80 cm høj stok med store, matte, krusede blade, der står grønne både sommer og vinter. Planten kan høstet året rundt, og tåler ned til 20 graders frost, hvorfor den kan høstes hele vinteren igennem. Det siges at grønkål får en sødere og mere aromatisk smag, når den har været udsat for frost. 
Høster man bladene, og lader stokken stå på marken, dannes der i løbet af foråret genskud af små fine blade med en sødere smag. 

Grønkål anvendes ofte i traditionelle vintertunge retter som grønlangkål og andre supper, da dens bitre noter og grove struktur mildnes af fede elementer den som regel serveres sammen med. Lynstegt i hed olie og krydret med salt eller asiatiske saucer som tamari og fiskesauce, eller stegt sprød i ovnen som chips, er dog også velegnede tilberedninger. 

Bladene kan også spises rå og anvendes i salater. Grønkål har en grov struktur, indeholder mange fibre og mætter godt. Derfor bør bladene til salat snittes fint og evt. marineres eller krammes med salt, for at gøre kålen lettere og mere delikat at spise. 
Bladene ribbes fra stilken og skylles grundigt inden brug. Stilkene kan tørres i ovnen, blendes til støv og pynte på smørrebrød eller salater. 
Hakket eller fintsnittet grønkål kan anvendes i salater med andre typer kål, æbler, nødder og en syrlig og fed dressing. Eller som topping og pynt, fx i risotto og kartoffelmos m.m.

Grønkålstatar på rugbrød, består af finthakket grønkål, der vendes med lidt mayonnaise, finthakket rødløg, og serveres med en rå æggeblomme.    

Grønkålsplanten var blandt de første grønsager man dyrkede i køkkenhaverne i Danmark, og den har været dyrket som afgrøde i over 4000 år. Desuden står antioxidanterne og vitaminerne i kø i grønkålen, hvilket går den til en af de sundeste grøntsager overhoved. 

Grønkål tilhører korsblomstfamilien

Tags