image

Ingrediens

Østershat

Om østershatte 
Østershatte er blevet tiltagende mere almindelig i den danske handel, da den er relativt nem at dyrke kommercielt og har andre kulinariske egenskaber end f.eks. champignon. Svampen er muslingeformet og vokser i en slags klaser. Der findes en hel del underarter af øsershat, nogle af dem er udviklet specifikt til kultivering. På det danske markede findes som regel almindelig østershat, blå, gul og pink østershat og kastanjeøstershat. 
 
Sensorik 
Smagen kan variere lidt indenfor underarterne, den gule variant er mere aromatisk og frugtig, men mere tyndkødet end f.eks. den almindelige udgave der har en mild nøddeagtig smag en mere kødfuld tekstur. Den lyserøde variant siges at smage lidt henad skaldyr. Fælles for dem alle er, at de har et godt bid og at de efter tilberedning trevler lidt henad kogt kyllingekød. De inderste dele af stokken bliver som regel meget træede, men kan stadig give smag til supper og fonder. 
 
I køkkenet 
Østershat kan tåle store armbevægelser i køkkenet. Den er god til at suge smag til sig, og den bevarer sin tekstur og udvikler sin smag ved hård varmetilberedning. Klaser af østershatte kan tilberedes samlet under pres som en bøf med masser af stegeskorpe og en god marinade. De er også egnede til grill eller friture. I det hele taget meget kødagtig og fremragende som hovedrolleindehaver i vegetariske og veganske retter. 

Tags