Løvetand er et andet navn for mælkebøtte, og bladene ligner umiskendeligt. Den dyrkede sort er knap så stærk som den vilde mælkebøtte. Der findes sorter af løvetand med et smukt rødt skelet, i stedet for det almindelige hvide. Løvetand er måske den allermest bitre af alle cikorierne, måske den mest bitre af alle grøntsager overhovedet. Hvis man kan tæmme løvetands bitterhed, så den bliver lækker og smagfuld, så er man virkelig stærk i både tilberedningsmetode og tilsmagning.
I Mellemøsten, Italien og Grækenland hvor de har tradition for at spise mange bitre grøntsager, koger de groft snittet løvetand i vand, og lader dem efterfølgende snurre møre i rigelig olivenolie. Kogningen trækker lidt af det bitre ud, og når løvetand mørner, udvikler den sødlige smage, der dulmer det bitre. Olien er også med til at smøre og balancerer det bitre. I det nordiske køkken, kunne det fint være en smør-dampning. Grøntsagen bliver serveret fx som tilbehør til grillet kød, med citron til at dryppe over ved bordet, evt. toppet med et drys chiliflager eller godt med revet parmesan eller gedeost.
Der kan godt komme lidt løvetand i frisk salat, men det skal være små mængder, og helst sammen med andre salater som er knap så bitre. Den er også lidt for sej at tygge i, til at være solo i salatskålen. Dressingerne skal være godt fede og gerne med masser af umami.
Løvetand er fin i en asiatisk wokret, hvor den kan mildnes af at være i selskab med peberfrugt og svampe. Jeg tilsmager med umamirige ingredienser fx østerssauce, fiskesauce, miso, ristet sesamolie og tang, og krydrer med ingefær og hvidløg – ja, selv noget stærkt chili kan trække lidt fokus væk fra bitterheden.
