image

Ingrediens

Radicchio

Også kaldet rødsalat

En del af raddicchio-salaterne kalder vi for rødsalat, for de har alle smukke røde blade.
Formen varierer fra tætte runde hoveder, til aflange slanke med løse hoveder med bådformede blade.

Raddichio hører til de kraftigt bitre cikorier, som fungerer bedst i blandinger med andre salater. Eller salater hvor der er godt med andre ingredienser til at balancere det bitre fx nødder, ansjoser, parmesan, stegte svampe, friske eller tørrede frugter eller bær. Sørg for fede dressinger af olivenolie eller tynd mayonnaise. Gerne søde dressinger, fx med balsamico eller reduceret appelsinsaft og måske lidt fintrevet ingefær. Men vælg ikke altid at gå den søde vej, skru også gerne op for umami i dressingen, så bliver alle glade i munden.  
 
Alle typer radicchio er skønne grillede og lynstegte, hvor den stegte smag tager lidt af toppen af bitterheden. Dryp dem med balsamico, god olivenolie og hvidløg ved servering.  
 
Radicchio kan braiseres i rødvin, i gryde eller ovn, sammen med søde løg og hvidløg. Her falder de selvfølgelig let sammen, men de bevarer et godt sejt bid. I Italien skærer de braiseret raddichio i små stykker og vender i en enkel risotto, smuk lyserød ret.  
 
Og så er der min ynglings - den smukke raddichio Castelfranco, som ikke har røde blade med hvide nister, men er helt lys med små røde nister. Castelfranco befinder sig i den milde ende af bitterskalaen. Jeg serverer den som ’begyndercikorier’ til dem som er skeptiske overfor bitre grøntsager. Den er højt skattet af kræsne kendere. Castelfrancos smukke spættede mønster, er det næsten synd at blande med for mange andre salater, det skulle lige være rød eller rosa raddichio, evt. frissé eller escarole. Dens blade er tynde og fine, så den skal ikke have for tunge dressinger, bare en let vinaigrette, måske tilsmag med lidt ansjos og hvidløg.  

Tags