image

Ingrediens

Glaskål

Glaskål er sin helt egen, og ikke en kåltype med blade, lag på lag som fx hvidkål og spidskål. Glaskål har dog blade, men det er toppen af glaskålen – selve kålen er rund og helt tæt som en knold (dog uden at være det).    
Glaskål har en rigtig fin og frisk lidt nøddeagtig smag, lidt som en meget mild radise. Derudover er glaskål nærmest overnaturligt friskt, sprødt, saftigt og med smukt lysegrønt indre. Overflade kan være både grøn og eller violet.   

Når du ordner glaskål så skær lidt af skrællen og spis den. Hvis den er saftig og sprød, så undlad at skrælle, og spis hele kålen. Hvis den er blevet lidt sej og træet i konsistens, så skræller du kålen. Dog skal den nederste del, som altid er lidt træet og uspiselig, altid fjernes.   

Brug glaskål til alverdens tilbehør og salater. Skær det i tynde strimler eller tern og marinér til en salat, lynsyltning, fermentering eller lynsteg det. Brug glaskål som snack, skåret i stave fx med en skøn peanutdip. Asiatiske friske sommerruller af rispapir er også gode med fyld af strimler af glaskål og andet skønt grønt, chili, mynte og koriander

Glaskåltoppen kan også anvendes - hvis den er frisk og grøn. Brug den fx til lynstegning sammen med andre snittede grøntsager, og krydr fx med soja/tamari, sesam og ingefær. Vi skal om muligt alle sammen huske at bruge flere dele af grøntsagerne og ikke blot kassere toppe og yderblade mm. Det giver mening at anvende det hele på en god måde. Af hensyn til jordens resurser, økonomi og sund fornuft. 

Glaskål har sæson fra juni til oktober, men lagres godt, så kan næsten købes hele året.  

Glaskål tilhører korsblomstfamilien.  

Tags