image

Ingrediens

Spidskål

Spidskål er sprød og grøn, men findes også i en rød udgave. Den er rigtig god i salater, og kan derudover tilberedes på rigtig mange måder udover at spises råt og sprødt.  

Kram dit kål – har du hørt om det? Det er rigtig godt at salte sit kål lidt, og kramme det let med hænderne, det ændrer teksturen og gør det lettere spiseligt. Herefter tilsætter du en skøn marinade og det øvrige som du har tænkt dig at komponere din spidskålsalat med.  

Grillet spidskål er sommerens nemme og skønne middagstilbehør. Skær et spidskål i grove både og lad stokken sidde på så kålbladene holdes sammen. Pensel med olivenolie og krydr med salt, peber og fx hvidløg og frisk timian. Grill kålen i 3-4 min på hver side og anret det på et stort fad og top med fintsnittet skalotteløg, parmesan og krydderurter. Giv kålen smagskarakter efter hvad du vil server det til. Der sker noget forrygende dejligt med kålsmagen når den møder en grill-rist og kålen bliver let brændt på den gode måde.     
Stuvet spidskål er en typisk klassisk ret fx serveret til frikadeller og stegt eller dampet fisk. Brug også spidskål til wokretter og til coleslaw. Eller damp spidskål kort og servér til kød eller fisk fx tilsmagt med dild, citron og en klat smør.   

Spidskål gør sig godt rigtig mange steder, i sandwich, i salater og i cremede dressinger fx med rygeost, krydderurter og radiser.  

Spidskål har sæson juli-november. 
 
Spidskål tilhører korsblomstfamilien.

Tags