God som kogt
Allians er en smuk 60 cm høj plante med mørkegrønne blade og hvide blomster. Det er en ny tysk kartoffelsort med lang-ovale knolde. Den er meget gul i kødet og går både under betegnelsen salatkartoffel og gourmetkartoffel. Den er sart overfor skimmel i marken og derfor er det nogen år hvor de økologiske Allians er ret små, da planten visner ned.
Allians er en meget kogefast kartoffel og som har en fantastisk smag. Den har sæson fra midt juli. Den er også god at gemme, og kan holde sig på lager indtil maj.
Allians har tyndt skind, så den er meget nem at bruge som vaskede kartofler med skræl, enten kogt eller ovnstegt. Virkelig også egnet til stuvede kartofler, da den holder formen selvom der røres rundt.
Klassiske retter som vil være perfekte med kogte Allians kartofler: Kogt torsk, Stegt flæsk med persillesauce, And Danoise eller Hakkebøf.
Jeg ville fx bruge den som kogt, vendt med glaskål i tynde skiver, frissésalat, kogte ristede Anicia linser, toppet med rygeostcreme og urter. Eller store Allians i tern kogt med tomater, bladbeder, løg, hvidløg og koriander, serveret på bund af stegt romainesalat og fed creme fraiche på toppen.
Eller som kartoffelsalat med godt med urter og radiser i skiver i en ymer-mayodressing.
Latinsk navn: Solanum Tuberosum
Plantefamilie: Natskyggefamilien.